Et par af de største bodybags i battlerap
Jeg har set en masse battles hvor der har været en klar vinder og hvor man tænker ’der blev du godt nok taget ud’. Men der er nogle battles hvor man efterfølgende har tænkt at vedkommendes karriere inden for battles aldrig vil blive den samme igen fordi nederlaget var så stort. Det er de her såkaldte ’bodybags’. Jeg har samlet nogle stykker som jeg synes er nederlag ud over det sædvanlige, så der er lidt battles at varme sig på mellem jul og nytår. Let’s go!
Q Shinobi vs Caustic
Q havde i længere tid ville have haft en battle mod Caustic. Spørg mig ikke hvorfor, for det er vist ret tydeligt at Caustic altid har været over hans niveau. Det har vel givet lidt omtale, men lige i dette tilfælde kan man spørge sig selv om dårlig omtale virkelig er bedre end ingen omtale. Men Q kaldte ham ud på canadisk TV og endte med at betale $1000 til Caustic (dog med sponsorpenge) for at få battlen i land, og ved det første Flatline-event fik de så endelig en battle mod hinanden, og stakkels, stakkels Q Shinobi… Av.
Der er ingen tvivl om at Caustic er ond i battles – se bare hans battle mod Jefferson Price – men i den her battle er han ikke bare ond, hans linjer er også vanvittigt godt sat sammen og han har nogle temaer i hans battle som jeg er helt sikker på at Q aldrig havde regnet med. Da en fra publikum siger ”Do NOT bring your girlfriend to a battle…” rammer han helt plet – lad være med det. I hvert fald hvis du battler Caustic.
Stakkels Q. Det var virkelig hans store chance for at vise sig frem på den store scene – og selvom han ikke engang gør det dårligt i den her battle, så var det noget af en bodybag.
Soul Khan vs Fox
Soul Khan havde længe forsøgt at få en battle med Conceited, som dog ikke var interesseret i sådan en. Derfor beefede han lidt med resten af Conceiteds crew, og efter hans battle mod QP i Grind Time skulle Soul Khan battle Fox i URL.
Det virker næsten som et setup af SMACk, at sætte Fox i en URL-battle. Og så mod Soul Khan, som på det tidspunkt var den eneste hvide fyr i URL-regi. For Fox er virkelig ikke en god rapper, og han er groft sagt kun noget værd, fordi han er i crew med Conceited og fordi han har haft noget kaldet ’The Jungle’ i Stockton, som å et tidspunkt var affilieret med URL. Men at sætte ham på en scene mod Soul Khan i New York var på forhånd dømt til at gå galt for ham, da Fox bestemt ikke er en rapper der har disse linjer, som folk gider at gå amok over. Og det gad crowden bestemt heller ikke her. Den eneste der laver larm for Fox’ linjer er Conceited, og det lyder som om det er i ren sympati. Fox bliver endda stoppet i løbet af en af sine runder, og vælger at starte sin næste runde med at sige: ”What I was saying…”. Og alle var ligeglade med hvad han havde at sige.
Soul Khan ramte ikke engang sit topniveau, udover sin første runde (som dog også er rigtig god). Men det var nok til en bodybag. En meget meget meget stor en af slagsen. Skal jeg ikke bare sige, at Fox ikke har battlet siden?
Murda Mook vs Iron Solomon
Den her er lidt speciel, for hvem var det, der virkelig blev bodybag i den her battle? Det var dem begge to. Til dem selv.
På papiret var den her battle en instant classic. En battle, som alle havde ventet på i flere år, siden begge rappere var en del af Fight Klub. To legendariske battlerappere (se blandt andet mit tidligere indlæg om Mook, Lux og Serius Jones!). URL havde endda smidt en 20-25 minutters lang dokumentar omkring de her to battlerappere op inden battlen blev udgivet, og hvad fik man så? 10 runders helt forfærdeligt battlerap fra begge parter.
Inden den her battle var det to rappere som stort set alle battle-entusiaster godt gad at se i aktion igen – nu er det to rappere, som har gravet et stort hul og kastet sig selv i det. Ingen vil nogensinde kunne se de her battle igen, uden at have den her battle i baghovedet. Det er, på trods af den store hype, en af de absolut ringeste battles udgivet i 2012 – hvis ikke den ringeste af alle.
Jeg håber stadig på at se Iron Solomon i aktion igen, for til hans forsvar, så er han rigtig dygtig. Tjek nogle af hans andre battles. Han passede bare ikke ind på den her URL-scene, og folk hadede ham fra første linje han rappede. Men hvis man havde lavet den her battle til 3 runder i stedet for 5, så havde vi måske undværet noget af det skrammel, som blev rappet i den battle. Det kvalificerer til en kæmpe bodybag til begge rappere, som de begge har skræddersyet til sig selv.
Conceited vs Jesse James
Man kan hade eller elske Conceited. Jeg er ikke selv en særlig stor fan af ham, ej heller tror jeg at Jesse James er det. I sin hidtil første og eneste URL-battle skulle Jesse James nemlig møde Conceited i en 1-rundes battle, og hold da op, hvor fik han dog klø. Han gør det faktisk ikke specielt dårligt, men han mødte en Conceited i topform og blev ydmyget – i sin egen hjemby. Det hjælper heller ikke at sige ting som ”I’m from the city where niggas will snatch your chain / And argue who is the best: Drake, Jesse og Wayne”.
Hvis jeg var Jesse James ville jeg prise mig lykkelig for, at den her battle kun var på én enkelt runde. Især når Conceited siger ting som:
”In that case I’ll make you sit calm (sitcom) when I snipe your ribs
You could be Merried With Children, I’ll still murder your wife and kids
Even if he’s living single I’ll run in his crib and dump the dezzy
Kill everybody in that Full House even your Uncle Jesse”
Booooodybag. Efter denne battle har vi ikke set mere til Jesse James.
360 vs Keynote
Den største bodybag af alle må komme fra 360 til Keynote. Aldrig har jeg set en battle, hvor en enkelt person blev taget så meget ud. 360 har altid været dygtig, underholdende og sjov – men i den her battle er han simpelthen så meget ovenpå, at det halve kunne være nok.
Keynote er meget akavet at overvære når han battler, og det fik 360 gjort rigtig klart. Især i hans tredje runde, der er prikken over i’et. Efter den her battle har Keynote ikke battlet siden og det forstår jeg godt. Jeg forstår slet ikke hvorfor Keynote har givet sig selv den her battle – de har battlet før i 2on2 World Rap Championships, hvor Keynote allerede blev revet rundt i manegen af 360 og Anecdote, og det var endda i freestyle-battles. Jeg forestiller mig, at Keynote føler at den her battle kunne være noget af et karriere-boost, men den drøm blev i hvert fald knækket af 360.
360’s tredje runde må være den absolut bedste runde i en rap-battle nogensinde. Punktum.
Per Vers: Battlerap til Per-fektion
Der kan ikke være nogen tvivl om, at en mand har formået at sætte et helt specielt aftryk på den danske freestyle- og battlescene. En mand, som ikke blot har formået som den hidtil eneste at vinde MC’s Fight Night to år i træk, men som også har vist hele familien Danmark hvordan man kan få stukket to ord i hånden og gennem ren improvisation på nul komme fem lave en hel sang ud af det. Jeg snakker selvfølgelig om Danmarks absolut bedste freestyle rapper og en legendarisk battlerapper: Per Vers.
Med sine to sejre i Fight Night fik Per Vers i den grad cementeret sit navn som en sand battlelegende. Men allerede før sine sejre ved disse events, var Per Vers allerede kendt som en af de allerbedste battlerappere i Danmark, med sejre i tidligere battlekonkurrencer som blandt andet ’Årets Rapper’ og ’De 8 Bedste’. Især sejren ved De 8 Bedste var noget som skabte stor opmærksomhed, ikke mindst på grund af den efterfølgende legendariske ’track-battle’ med Clemens, hvor de to rappere på meget kort tid skrev flere disstracks til hinanden.
I dag er Per Vers ikke længere aktiv på battlescenen, men han har bestemt ikke lagt hele freestyle- og battlemiljøet fra sig. I dag er hans evne til at freestyle en væsentlig del af hans liveshows og hans karriere i al almindelighed. Samtidig kan man også spotte Per ved diverse battleevents. For Per har helt sikkert stadig fingeren på battlescenens puls og har flere gange fungeret som dommer for MC’s Fight Night, mens han så sent som i sommers var co-host ved Rap Slam Battles’ event på Roskilde Festival.
Men hvordan begyndte Per Vers egentlig at freestyle? Hvor stor betydning har hans evne til at freestyle haft for hans karriere? Hvorfor battler han ikke mere? Hvorfor udbrød den beef med Clemens? Hvordan er hans syn på battlescenen i dag? Hans karriere inden for freestyle- og battlemiljøet efterlader mange interessante spørgsmål og hvem anden end the man himself kan give svar på disse?
Jeg tog en tur til Helsingør, hvor Per netop er blevet færdig med dagens freestyle-job ved Dansk Musiker Forbunds kongres, for at få svar på mange af disse spørgsmål:
Når Per Vers lægger mikrofonen fra sig og bliver til Per Uldal, hvad er det så for en mand, som gemmer sig bag?
Det var dog et utroligt abstrakt og essentialistisk spørgsmål at lægge ud med! Jeg tror altid jeg har lavet den type musik, hvor der ikke er så stor forskel. Da jeg startede ville jeg nok have været meget kæk og sagt at det er den samme person på scenen som udenfor. Nu vil jeg måske hellere sige at du altid vælger nogle sider ud af dig selv, som du forstørrer når du skriver en tekst. Jeg har altid været en type der gerne vil gå mod strømmen, så har jeg bevidst forstærket, forstørret eller fokuseret på nogle andre sider end alle de andre rappere, som ofte har været meget Supermands-agtige. Selv dem, som lavede sådan noget bekendelses-rap, var altid sølle på en sej måde – om man så må sige. Der har jeg så altid jagtet nogle emner, som ikke blev berørt af andre. Selv på de sjove numre er der altid et afsæt i eller en klangbund af et virkeligt problem, som for eksempel at kigge sig selv i spejlet og sige ’Alright, du er ikke ung mere’, og så lave en hel humoristisk eller satire-agtig tekst, ’Ol’ Thirty Bastard’, hvor jeg bare laver sjov med det og lader hjernen køre løs og finde eksempler på hvad det så indebærer, at man har toppet rent fysisk. Så jeg vil stadigvæk sige, at der ikke er noget klart skel. Jeg har aldrig spillet en rolle, som jo har været meget populært. Historisk set er det faktisk dem, som har bygget nogle personaer op, som har været meget langt fra dem selv som privatpersoner, der er kommet længst, haft mest tiltrækningskræft eller hvad man skal sige. Bygget noget mystik op på den måde.
Per Vers med band performer på LO-Skolen for Dansk Musiker Forening
Du er bedst kendt for din musik, men for mange mennesker er du også kendt som ham ordjongløren, med din evne til at freestyle – hvordan startede du med at rappe, og hvordan begyndte du så at freestyle rappe derefter?
Jeg opdagede ret hurtigt, at man kunne improvisere. Det kom som et lyn fra en klar himmel, en vild erkendelse. Da jeg voksede op i Gram var der ingen muligheder for at optræde, så derfor var det et absolut must for mig, at trille til nabobyen og stille op i Årets Rapper, som det hed. Så var der lige pludselig en chance for at kunne prøve det af i praksis og for at møde nogen ligesindede, og der stillede jeg jo op det første år med skrevne tekster. Da jeg så andet år oplevede, at Jazzy H freestylede, det var ligesom der min kæbe ramte gulvet, fordi det var så vildt at kunne producere en tekst som det tog et minut at fremføre, på et minut, for jeg brugte en måned. Så var det fuldstændig klart for alle, hvor effektivt det var. Alle de hjemmeskrevne tekster kunne ikke hamle op med, at der stod en og kunne få hele rummet til at rime, og som kunne returnere alt det som lige var blevet sagt. Så det var ikke kun mig der blev ramt af den erkendelse. Det kunne jeg se året efter igen – den her konkurrence kørte i tre år – så det sidste år den fandtes, jamen der tror jeg alle der stillede op freestylede, i hvert fald os der kom i finalen. Det var altså Jøden, Clemens, Skurken, Preacherman, Anders Matthesen. Så det var en ret vild oplevelse. I min hukommelse var jeg god til det fra starten af, men jeg har så for nylig fået nogle kassettebånd fra Kenneth K, som var min originale rapmakker, han var også sønderjyde og vi hang meget ud de første år, så han har ligesom dokumenteret at det faktisk var helt af helvede til. Altså, virkelig helt fuldstændigt af helvede til. Så det er det fantastiske eksempel på hvor stor forskel der kan være på følelsen indeni en, og den mere eller mindre objektive virkelighed. Jeg hørte så på det med mine voksne ører og måtte så erkende at det var bare overhovedet ikke fedt. Men så kom jeg i hvert fald forholdsvis hurtigt efter det, for efter et år stillede jeg op igen og vandt.
Hvor stor en indflydelse tror du denne her evne du har til at freestyle har haft på din karriere – ville den være det samme sted som den var i dag, hvis du ikke freestylede men ’blot’ rappede?
Nej, jeg er meget bevidst om at jeg er et tohovedet monster, og nu siger du at jeg er mest kendt for min musik – det er jeg for så vidt glad for at høre, fordi man kan sige at freestyle rappen er et eller andet sted noget jeg bare gør. Nu er jeg så velsignet at jeg ligesom har en hverdag hvor jeg er ude flere gange om ugen og kan holde mig skarp alene på det. Hvor jeg ligesom dengang har nogle store idealer omkring min tekstskrivning og virkelig prøver at kaste erfaringer og få formuleret følelser og så videre ud, så bruger jeg uforholdsmæssigt lang tid på at skrive numre. Mit tidsforbrug er 90/10 til tekstsiden, men jeg er pinligt bevidst om at min indtægt er 90/10 til freestyle-musklen. Simpelthen fordi det rent praktisk er noget jeg kan tage ud og lave helt alene. Jeg har været her hele dagen og lavet et lille freestyle-indslag tidligere, hvor de alle sammen rejste sig op og var fuldstændig ildrøde i hovedet af begejstring, det er noget jeg kan gøre alene på ordets kraft. Når jeg gerne vil præsentere min musik, så har jeg altså et 7-mands hold. Det føler jeg at jeg har brug for, for at få det til at lyde perfekt. Det er, hvis jeg ligesom skal udleve alle mine drømme, så er der 7 mand som skal have løn, men jeg kan tage ud og gøre det alene når det drejer sig om at opsummere et arrangement og få folk til at måbe og grine. Og improvisations-evnen gør, at man passer ind i alle sammenhænge. Hvis du har den evne at kunne trække essensen ud af den situation du er i, så passer du ind alle steder. Fordi det publikum ideelt set allerhelst vil, er at høre om sig selv. Sådan er det indenfor alt kunst. Hvis Coldplay skriver en kærlighedssang, så føler folk sig også set og mødt: ’der er en som føler som jeg gør, det kan jeg spejle mig i’. Men her bliver det bare mere en-til-en agtigt, fordi jeg kan lave noget som udelukkende giver mening i den sammenhæng det bliver afleveret, og det ville ikke give mening for andre. Derfor skaber man noget unikt, hvilket jeg tror er nærmest det optimale i en virkelighed som vi har nu, hvor alt musik er tilgængeligt hele tiden, og selv en livekoncert, der jo som udgangspunkt er unik, kan blive devalueret, hvis ikke der er fornyelse. Hvis jeg ved at Macklemore kommer til Vega om halvanden måned, og jeg rent faktisk synes han laver de sindssygeste numre – så kan jeg måske godt falde over så mange livevideoer af hans optræden, at jeg har regnet det hele ud. Jeg ved hvad der kommer til at ske, men det kan man ikke hvis der er meget improvisation. Så der må man ligesom møde op hver gang for at få den i virkeligheden. Så på den måde, så bliver det det, som har gjort, at jeg har kunnet være professionel rapper i 10 år nu.
Det er bare ord, det er ikke sådan at vi slås og sieg heiler
Men jeg skaber en helt ny verden når jeg freestyler
Fra nu af bruger vi det til mere end bare vold og sex-ævl
Vi tager det til ‘the next level’! – Per Vers – B.A.T.T.L.E
Hvordan holder du dig så inspireret til at tage ud til disse mange freestyle-shows og hele tiden at finde nye ord at rime på, i nye sammenhænge hver eneste gang, men samtidig få det til at lyde originalt?
Det kommer på en eller anden måde af sig selv. Det er klart, at man skal blive ved med at udfordre sig selv, og det er også derfor at jeg gik kold på at battle for lang tid siden. For det følte jeg ligesom var en gentagelse. Der skulle jeg sige nogen ting for arrangementets skyld eller for respektens skyld, mere end jeg skulle for min egen. Der var ligesom en fastlåst form, hvor jeg ikke følte at det var det ultimative. Jeg var super glad for at have fundet noget jeg var god
til, jeg elskede selvfølgelig den respekt jeg fik, men hvis jeg skulle være helt ærlig, så var det ikke det jeg helst ville være kendt for. Der var det jo så jeg oplevede hvor meget man egentlig kan tænke videre i stedet for bare at acceptere de rammer som der bliver lagt for en. I stedet for så selv sætte spillereglerne, fordi vi så tog ud og lavede de her skolekoncerter hvor vi tænkte fuldstændig frit og kom op med en masse koncepter der så byggede på alt muligt andet end at skulle svine en modstander til. Det var en verden der åbnede sig, og den er jeg sådan set stadig ved at undersøge.
Kan du huske hvornår du havde din første rigtige rapbattle – hvem det var mod, og hvordan gik det ikke mindst?
Ja, det var jo så til den her konkurrence som jeg fortalte om (Årets Rapper, red.). Min første battle har jo så været til den første Årets Rapper, og jeg ved at det var der jeg mødte Kenneth K, og vi mødtes i finalen hvor jeg vandt. Jeg har også battlet DJ Møller til Årets Rapper – lige da vi havde dannet Sund Fornuft. Jeg tror måske kun han rappede to linjer før han væltede, fordi han var så stiv. Han sagde ’Mit navn er DJ Møller med alle kalder mig Finn / Jeg stillede kun op for at komme gratis ind’. DJ Static har også stillet op – igen, i en brandert. Som MC Thunder Rap. Jeg kan huske at jeg stillede mig op på en stol på V58 for at kunne se, og jeg kan huske jeg væltede ned af stolen i grin fordi han var så fuld og fjollet.
Du vandt Fight Night for første gang i 2000 og du vandt igen i 2001. Hvor meget har den her sejr i netop Fight Night betydet for din karriere – har den betydet noget ekstra?
Det er svært at vide hvad den konkret har betydet. Sådan nogen titler er jo egentlig kun værdifulde på den måde, at det er noget der ser godt ud på papiret. Det er noget man kan, bør og skal skrive i sin pressemeddelelse, fordi man jo ofte bliver booket af nogen som ikke nødvendigvis har et kæmpe kendskab til genren, men som bare skal have et eller andet hvor de så bliver trygge ved at ’Okay, han er åbenbart den bedste’. Så er det sådan set ligegyldigt hvor tæt man var på at tabe den aften – bang, nummer 1. Det giver en vis prestige på det område. Så det tror jeg da helt klart har været med til at der var mange der ringede derefter og gerne ville have mig ud.
‘Clemme havde ikke så meget som han sagde når det gjaldt at være i samme familie
Jeg kan være mørk som mahogni eller hvid som vanilje
Fordi alle mennesker de er brødre
Men jeg er ikke særlig meget nede med jøder!’ – Per Vers vs Jøden, Fight Night 2001
Havde du nogensinde forventet at vinde til Fight Night da du stillede op – begge gange?
Ja, det havde jeg. Det var min klare overbevisning. Anden gang var der jo ret meget på spil for mig, fordi jeg havde ligesom planlagt det hele. At jeg ville vinde og så ville jeg abdicere, eller hvad man nu skal kalde det på en mindre selvhøjtidelig måde. Men det krævede jo at jeg vandt, det krævede jo at det hele skulle gå fuldstændig perfekt og så ville jeg så umiddelbart efter at kunne hæve bæltet sige ’der er noget jeg hellere vil, så det gør jeg. Tak for opmærksomheden’. Fordi jeg tænkte, at det kan godt være de ideer og koncepter og så videre som vi var begyndt på at udvikle til skolekoncerterne, at de var mærkelige, flippede eller svært forståelige, og så var det bare vildt
at kunne sige ’altså, jeg er den bedste til at battle – det er ikke derfor at jeg går videre og prøver noget andet’. Der er en indbygget selvtillid i det, at så spidser folk ører og tænker ’lad os så høre hvad han hellere vil’.
Kribler det aldrig i fingrene igen for at gribe den mikrofon igen når du sidder til MC’s Fight Night i KB Hallen eller Tap 1?
Aldrig. Ikke det mindste. Det siger mig intet.
Men når man snakker om battles og Per Vers, så kan man ikke undgå at tænke lidt på den her disstrack-beef med MC Clemens. Kan du forklare hvad der ligger til grund for hele den beef?
Den havde en lang forhistorie, fordi han var sønderjyde, jeg var sønderjyde og vi mødtes jo faktisk til Årets Rapper og kom i finalen mod hinanden. Jeg var ung, jeg var 17 og havde bøjler. Og han var 14, ikke? Virkelig en dreng, en folkeskoledreng, og på en eller anden måde så endte den her aften med at vi var 3 i finalen. Der blev ikke rigtig nogen semifinale fordi der var en som trak sig, jeg husker det som om at det var Ataf som trak sig, fordi han rappede på engelsk og vi andre rappede på dansk. Jeg er ikke sikker. I hvert fald var vi 3 mod hinanden, og det var mig, Clemens og Preacherman. Igen, på en eller anden måde, fordi jeg kendte Martin (Preacherman, red.), blev det sådan lidt til at det var os mod ham. Så vi dissede ikke hinanden, men vi dissede ham. Og det har selvfølgelig været en underlig oplevelse for Clemens og på en eller anden måde været uretfærdigt. Så derefter var vi ligesom bare ’fjender’. Det er klart, at det også bunder i at han kørte en hård stil og jeg kørte, du ved, en hverdagsstil, en gymnasie-glad hippiestil, eller hvad fanden man nu skal kalde det. Så på den måde startede det allerede der og så lå det og ulmede. Vi mødtes et par gange og jeg er i tvivl om der i alt står 2-1 til ham eller 2-2 og hvordan og hvorledes, i hvert fald var der sådan en ’Hvem ef egentlig den bedste battler af de 2?’ i nogle år. Og så startede den der track-battle efter ’De 8 Bedste’, som jo var forløberen fra Fight Night, det var et lille arrangement på Stengade hvor man havde inviteret 8 battlerappere og som ligesom var det der viste, hvor stort et potentiale der var. For der var dobbelt så mange på Stengade som der måtte være, og der var virkelig en meget intens stemning den aften og det var det der fik Michael C.U.P til at køre det op i stor skala året efter. Der, i 1999, tabte Clemens i første runde som en lille sensation til UFO og så vandt jeg over UFO i finalen.Så Clemens lavede derefter et diss-nummer hvor der var et vers til UFO, og der var et vers til mig. Så svarede jeg jo på det og så kørte det derfra. De sidste runder af battlen var fra dag til dag, så det var jo sådan set den første internet-battle på den måde. Det første nummer jeg lagde op, det var først lang tid efter, og det var igen sådan noget med at jeg skrev noget på grund af hans track, men udgav det aldrig. Men så efter at han endnu engang havde sagt noget i et interview, så lagde jeg det ud. Så svarede han lynhurtigt på det, og så svarede jeg lynhurtigt på det. Så kørte det ind over P3, det hiphop show der var på det tidspunkt der hed ’Lige på og råt’. Så blev det ligesom afsluttet med en sidste runde derinde, ikke at vi var derinde samtidig, men han lavede endnu et disstrack en fredag aften og så kom jeg derind en fredag og lavede en afslutning på det.
Hele den her til tendens til at skrive mod hinanden som man gør i disstracks jo på nogle måder lig battles i dag. I dag hedder trenden jo at kende sin modstander i forvejen og så skrive en tekst til ham – tror du også at du ville have startet dengang hvis det var trenden?
Det er svært at sige. Det er svært at forestille sig hvordan det har føltes. Man kan jo sige, at hele min indgangsvinkel til det har jo været, at som udgangspunkt, så er jeg jo skribent. De kugler jeg støber bliver skabt på papiret. Når man så har gjort det i nogle år og skærpet sit sværd, som Wu-Tang ville sige, så kunne man måske få det op i et tempo hvor man kunne skrive noget live på scenen, forstået på den måde. Jeg var jo meget overrasket over mange af de her Fight Night-rappere som ikke lavede numre, og som heller ikke havde nogen ønsker om at lave en plade eller have et repertoire at tage ud at spille med. De var straight up freestylere. Det tænkte jeg slet ikke var muligt. Jeg tænkte, at måden du bliver god til at freestyle på det er ved at sidde og bruge rigtig lang tid på at skrive tekster og derved opbygge en eller anden parathed til at finde på, når det så skal være.
I dag er det jo fuldstændig omvendt, så det ikke handler om at være parat og være på ud i det blå – men det handler om at være parat flere måneder i forvejen. Føler du, at det er en sund vinkel battles har taget eller savner du freestyle battles?
Det vi alle sammen leder efter, det er det her rush som man får fordi man bevidner nogen som er ude på tynd is. Der kan man jo godt sige, at isen er lidt tykkere i skrevne battles når man har noget med hjemmefra, men stadigvæk er der jo meget på spil omdømmemæssigt. Det er mere skak-agtigt, på en måde. Hvis man spiller skak har man altid det samme udgangspunkt, og det er jo i mit hoved en helt sindssyg sportsgren. Man starter et skakspil og laver nogle træk, fordi man ved at om 72 træk så kan jeg lave noget han ikke kan regne ud. På samme måde, så bliver det sådan noget med at prøve at regne ud ’hvad er mine svage sider?’. Hvis jeg er tyk så skal jeg lave en masse linjer om at jeg ved jeg er tyk, men du er til gengæld grim og jeg kan slanke mig, eller hvad ved jeg. Så det er jo også fascinerende, men det er klart at for mig er det den veludførte freestyle, der er det største rush for mig. Det kan godt være en battle, men det behøver det ikke, fordi det altid har været sådan lidt bagvendt for mig, når det blev arrangeret. Det er også derfor jeg valgte at trække mig fra Fight Night, fordi man skulle battle nogen man egentlig ikke havde noget imod. Jeg startede på en anden måde, med et ønske om at det skulle være virkelighed. Så derfor sagde jeg aldrig noget ondt om min modstander i første runde, for jeg kendte ham ikke, og han har jo ikke sagt noget mod mig. Så der rappede jeg 100 % om emnet. Når vedkommende så havde fået mikrofonen og fået chancen, og selvfølgelig sagde noget grimt om mig – for det er det man fokuserer på – så havde jeg jo frit lejde til at returnere. Men det var ligesom en anden tilgangsvinkel end Fight Night 2012, hvor det bare er ’din mor’ fra allerførste linje hver gang.
Netop det du siger med at Fight Night er blevet meget ’din mor’, er også noget jeg har bidt mærke i de seneste år, og har mærket at stemningen på nogle måder har været dalende til Fight Night, hvor de rigtig gode rappere som eksempelvis Johnni G & Mund De Carlo får sindssygt meget larm, mens de mennesker som er niveauet under, men stadig er gode, ikke får lige så meget larm eller bliver decideret buhet af. Det føles som om at publikum er blevet meget hårde mod rapperne i løbet af de seneste år, hvad tror du skyldes den her udvikling?
Jeg tror det er “8 Mile-effekten” – et begreb, som jeg vil tro er bredt anerkendt af alle danske battlerappere. For det var efter at folk havde været inde og se den, at der var mange der hoppede på og blev tændt på at se noget battle og man havde nu det udgangspunkt at det er okay at buhe. ’Jeg er publikum, jeg er en autoritet, hvis ikke du gør noget som imponerer mig, så buher jeg.’. Hvor den gamle tilgang til det var meget mere respektfuld. Man respekterede forsøget. Man respekterede simpelthen folk som udgangspunkt, fordi de stillede op. En pinlig præstation lod man fortsætte i stilhed, hvor man nu kan få vendt publikum imod sig, og det kan man jo mene om hvad man vil – om den her heksekeddel-stemning er med til at gøre arrangementet særligt eller intenst. Jeg tror nu nok, at jeg føler den der respektfuldhed er god. Det er sådan noget med, at nu skal vi se to mennesker gå planken ud på hvert sit skib. Så står de på det alleryderste af hver sin planke og skal fægte, men vi vil også være hajer. Det er ikke nok at de kan falde ned, få et sværd i maven og drukne – vi skal også være hajer som æder dem. Det skal bare være så vildt og så hardcore som muligt. Der har jeg det måske lidt mere som om, at det ikke er en sport. Det er en kunstform, det handler om kreativitet og kreativitet blomstrer bedst når der er plads til den. Hvis man straks bliver mødt med et ’buh’ så snart man tager en chance og prøver nogle ting af som måske går dårligt halvdelen af gangene, jamen så bliver jo folk også presset ud i at først og fremmest skulle være driftsikre. ’Jeg tager ingen chancer, jeg gør det jeg kan, jeg holder flowet nemt, steady og min approach er udelukkende overkommelige punchline disses’.
Den her driftsikkerhed, som du selv nævner, er jo meget den man har hos Rap Slam Battles. Tror du at det ‘publikum af hajer’ kan være en hæmsko for Fight Night, der gør at folk stopper med at stille op til Fight Night og stiller op til Rap Slam Battles i stedet, eller tror du at folk vil fortsætte hvis tendensen fortsætter?
Jeg tror det er to meget forskellige discipliner. Folk tænder på noget forskelligt og har talent for noget forskelligt også. Det er jo også et talent at skulle huske 80 linjer udenad og levere dem alle sammen igen. Der er jo en overbygning i det som hedder at du ikke bare skal aflevere dine linjer, du skal aflevere dine linjer med pondus, med kraft, variation, mimik og spil. Der er jo nogle helt andre elementer af skuespil involveret. Jeg har jo altid tændt på det med, at det er musik og man skal forholde sig til en rytme. Man er en solist ovenpå et beat. At ordene er instrumenter. Jeg keder mig jo når der er freestyle rappere der ikke rigtig har noget flow og nærmest bare snakker. Der kan man så virkelig få rushet når der kommer en som rent faktisk ligger totalt fedt rent musikalsk. Det er en kæmpe faktor i det. Når man så tager musikken væk, så kommer der fokus på nogle helt helt andre ting. Det er ligesom… Vil du gerne spille tennis eller vil du gerne spille fodbold?
Netop med det her publikum af krævende hajer in mente, tror du så det er sundt at Fight Night får det her års pause hvor folk kan lade op til arrangementet igen?
Det har jeg sgu ikke forstand på… Primo er ligesom de dygtigste arrangører vi har. Der har ikke været nogen i de 10 år, der på nogen måde har lavet noget, der kan matche det. Så jeg er sikker på, at de har fuldstændig styr på det. Så jeg tror, at der er en udskiftning i Fight Nights publikum, så der hvert år kommer nye til og oplever det for første gang og har den vildeste orgasme-agtige optur over det. Så på den måde tror jeg at rammerne er som de skal være, og så er det op til rapperne at udfylde dem så fedt som muligt, og så kan man mærke når der er nogen som går på pension, at så kommer der et hul hvor der er en ny generation som lige skal have et år eller to til at finde deres stil og blive helt 100% sikre. Og så tager de over.
Jeg ved du følger meget Rap Slam Battles og lignende battles. Du har også hostet på Roskilde. Hvad er det der fascinerer dig ved den her form for battles frem for freestyle battles?
Jeg opdagede helt klart konceptet senere end mange af mine homies. Nappion vrøvlede om det i et år, før jeg rent faktisk tjekkede det ud. Som udgangspunkt syntes jeg at det lød helt absurd. For mig var der improvisationselementet som er spændende, fedt, udfordrende og alt det der, det har vi snakket rigtig meget om, og så er der det her med at betragte sig selv som et instrument, og tage noget musik og gøre det federe. Det er ikke bare snak, det er ikke bare ord. Det er musik med munden. Og så tager man beatet væk, what the fuck altså? Så er det jo ikke svært, hvis der ikke er noget musik du skal forholde dig til. Hvad fanden er det så vi skal konkurrere i? Det krævede jo bare at se een battle. Jeg tror det var Noize der viste mig den første, og det var Iron Solomon mod E Ness. Som jo var hilarious! Også helt vildt uretfærdig, fordi A har 1000 ting på B, og B har ikke rigtig noget på A. Men der kunne jeg lige pludselig se de fede ting i det, det med at der var nogle rigtig rigtig dygtige folk med i det og at man havde nogen ting der kompenserede for det man hev ud, og at det nu efter 10.000 undergrunds rapnumre der handler om at ’jeg er bedre end en eller anden fiktiv modstander, som hedder you’, så blev det pludselig levende og virkeligt. Selvom at det var arrangeret og selvom det ikke byggede på et ægte fjendskab. Så levede det lige pludselig, fordi ham ’You’ der ikke kan tage til genmæle på det halvkedelige 3 gange 16 bars undergrunds track, rent faktisk havde muligheden for at komme tilbage nu. På den måde var der en autencitet i det. Og en kæmpestor fortælleglæde – mere end seriøst had. Det lykkedes for folk at mødes på en eller anden form for neutral grund hvor man kunne have optur over at den anden sagde en fed sviner. Det har jeg måske personligt tidligere haft svært ved at nyde, men det kunne jeg godt her.
Hvad udgør så for dig en rigtig god battlerapper – har du en ’Super Formula’?
Nej, det har jeg ikke. Jeg synes det handler 50/50 om materiale og udførelse af det materiale. Det er alle de samme ting som hvis man snakker retorik, og man snakker om hvad der er en god tale. Hvordan kan du holde et foredrag, der rent faktisk kan holde folk fangede og interesserede i 90 minutter, det er nøjagtig de samme ting med hensyn til kropssprog, betoning, variation og pauser og alt det der. Så på den måde bliver det en form for talekunst. Og hvem der mestrer den bedre end andre… Jeg synes jo at alle de gode har hver deres stil. De første navne der kommer op på min lystavle er Dizaster, Illmaculate, Iron Solomon og hvis jeg lige skulle gå på YouTube og stene i en time, så kunne jeg godt fyre en masse andre navne ned. Men det er jo sådan nogen af dem, som jeg har haft grineren over. Det har været fedt at se sådan nogle nørd-typer mod thug-typer. Anden gang jeg så Iron Solomon mod E Ness, der måtte jeg også give den op for E Ness, altså. Han var bare sådan en energisk street-thug type, hvor man ligesom troede på aggresiviteten eller truslerne. Og det er en helt anden stil, men han var faktisk pissegod, når man så bort fra at han havde gjort den store fejl at blotte sig i et corny-ass TV-program (MTV’s Makin’ Da Band, red.). Alt handlede jo i virkeligheden om Puffy (der var E Ness’ “chef” i programmet, red.) og ikke om ham. ’And Puff? Puff Passed!’ BOOM! Jeg rejste mig jo op og skreg. Hvornår fanden har jeg sidst set noget på en computer hvor jeg måtte rejse mig op og skrige?! Altså, den punchline der! Det er smukt! Og det er der mere plads til, at ordene lever, end hvis han havde sagt den samme linje over et eller andet hårdt larmende beat, hvor han ikke kunne dvæle lige så meget ved det.
Er der så nogen i Danmark som har imponeret dig på den måde?
Jamen, jeg synes da umiddelbart at den battle jeg var gæstevært for på Roskilde, der var alle 4 rigtig gode. Jeg synes at Ollie og Eco var lige et niveau over. Det var noget med deres timing, deres samarbejde, og jeg synes også det var fedt at man kunne mærke, at de alle sammen kendte hinanden og faktisk var homies og godt kunne lide hinanden, og så alligevel sagde de her ting. Det gjorde at det var sjovt. Så det var en rigtig fed battle, og jeg synes at den måde som de tænker rim på, forløb, og så videre, det var fandme fedt altså! Men jeg har i det hele taget været ret imponeret. Den allerførste Rap Slam Battle på Svalegangen, der kom folk og var totalt sikre i formen, og udstrålede sådan en “erfaring” som de i praksis ikke kan have haft – og jeg tænkte ’shit mand, det er sejt’!
Men alt i alt så er det så svedigt, at nu er det blevet importeret til Roskilde-snavs
Faktisk er det så boss at Fight Night sagde ‘øhhh, i år holder vi paus’!
Men alle der har love for Fight Night og en Fight Night-champ – fingeren op
Jeg indrømmer blankt at nu om stunder tjekker jeg mere op for Grind Time og King Of The Dot
Jep – jeg glæder mig til slam
Jeg glæder mig til Sage og til Spliff og til Kung Henry og Shazaam! – Per Vers @ Rap Slam Battles: ‘Going Orange’
Hvornår kommer vi til at se Per Vers i en Rap Slam Battle? Vi hørte jo at du kunne acapella rappe på Roskilde!
Jamen ligesom jeg altid freestyler til en koncert, så har jeg også altid lige kørt en acapella. Men det eneste grundlag jeg kunne se mig selv i den sammenhæng på, er at der var en ægte beef der skulle afgøres – med en rapper jeg kendte godt, og som indvilgede i sådan en battle i stedet for at skrive numre mod hinanden. Ellers nej tak. Der er mange grunde til at lade være. For det første fordi man skal sates på det man er bedste til – jeg ser mig selv som impro-rapper “på min egen bane” – at det unikke er det jeg kan uden modstander. Jeg vil aldrig claime at jeg er den bedste battle-rapper i 2012, fordi jeg tænker ikke sådan mere. Og man mimer at det er sport, men sagen er at kampen ikke starter fra 0-0. Eftersom det her er en kamp om publikums gunst så vil kampen måske starte 10-0 til den mindst kendte, fordi det ligger dybt i alle mennesker at man gerne vil se underhunden triumfere. Det er ligesom det fedeste, ikke? Så er det en konkurrence, hvor erfaring sjovt nok på flere måder er en bagdel. Hvis jeg skulle op mod en ung modstander, så ville han kunne google 15 års skyts mod mig og jeg ville måske have meget lidt. Så står man dér som en åben bog af punchlines, spydigheder og grineren ting. Så føler jeg I høj grad det er ’the upcoming guy’s game’ – en måde at blive set på og få anerkendelse på. Og alle disse ting er rent teoretiske. Det eneste vigtige faktum er at jeg føler ikke for det og har ikke lyst til det. Jeg nyder faktisk rigtig meget, at nu er der kommet en ny genre der er rigtig meget i familie med det som jeg dyrkede, men hvor jeg kan læne mig tilbage og sige ’ha ha, jeg har faktisk ikke noget at kæmpe for, jeg har intet at bevise, jeg vil bare nyde det som en fan!’. Det er rigtig dejligt.
Tryk her for at besøge Per Vers’ hjemmeside
Hvorfor var URL’s Summer Madness 2 event så hypet?
Hvis du ikke har lagt mærke til det, så har URL’s event Summer Madness 2 fået ekstremt meget omtale. Fra 1500 mennesker i Webster Hall for at overvære det, til tweets fra Jay-Z og at blive citeret af folk som laver touchdown i NFL (‘They gon’ get this work!‘). Men allerede inden eventet fandt sted blev det omtalt som et af de største nogensinde og selv kaldte SMACK, manden bag URL, eventet deltitlen ’Return Of The Legends’. Men hvorfor var det legendernes aften? Det må vi grave lidt i historiebøgerne for.
Da rygterne omkring lineuppet på Summer Madness 2 begyndte at florere, var det næsten for godt til at være sandt. Det var nogle navne, man ikke turde forestille sig, og det virkede næsten som en joke. Men det skulle vise sig overhovedet ikke at være for sjov. Med navne som Loaded Lux, Murda Mook og Serius Jones på plakaten var det i den grad Return Of The Legends. Hvis man dog ikke kender til disse rapperes historie i forhold til SMACK/URL, så kan det dog være svært at vide hvorfor de netop betragtes som legender og hvorfor netop de får så meget opmærksomhed. Det vil jeg gerne prøve at forklare!
Loaded Lux 
I dag bliver Loaded Lux citeret for ’He gon’ get this work’ og sin helt gennemført formidable tredje runde mod Calicoe. Men inden da blev manden citeret for ’Loaded Lux, you know what’s up when I’m rolling up fastest way to harlem is the A-train!” og sine battles mod eksempelvis Young Miles og Murda Mook.
Længe før der var noget der hed URL, havde SMACK ikke en decideret battleliga, men han havde noget som hed ’SMACK DVD’, hvor der blandt andet var rap battles på. På disse DVD’er kunne man finde rappere som Loaded Lux, Murda Mook, Serius Jones, Jae Millz, Math, Iron Solomon og lignende. Det er for de battles han har på disse DVD’er, at han i dag er kendt som en legende. Han blev hurtigt kendt som en af de bedste lyrikere på battlescenen og havde dengang, for flere år tilbage, en stil som du stadig kan se hos flere URL-battlere i dag, som han har haft en tydelig indflydelse på. På trods af at han ikke har særligt mange battles hos SMACK, så har han alligevel formået at have en kæmpe indflydelse med en stil der har kunne holde ved i så mange år. Absolut en af grundstenene i URL den dag i dag – til trods for, at han før sin battle mod Calicoe ikke havde battlet i mange år. Selv det med at røre ved sin næse hele tiden (læg mærke til hvor mange URL-rappere som gør det) samt det at bruge slogans, er noget vi første gang så ved Loaded Lux.
Loaded Lux er dog ikke blot en battlerapper. Manden har også givet sit besyv på battlescenen, ved at starte sin egen liga, Lions Den, hvor han har givet mange af de URL-rappere du kender i dag en ’chance to shine’, med navne som Goodz, Conceited, Cortez, Head ICE, Arsonal, Tech 9 og lignende. Han har endda formået at have DJ Premier, Big Daddy Kane, KRS-One og Raekwon i bygningen til sine events, hvor de tre sidstnævnte endda var med til at være dommere. En ting, som helt sikkert har været med til at sætte fokus på battlerap.
Udover dette, er Loaded Lux en af de ’få’ som har formået at vinde en plads i 106 & Park Freestyle Fridays Hall Of Fame (dengang det stadig var værdifuldt). Han gjorde det i 2007. Uden at skulle lyde som om jeg har den store viden indenfor Freestyle Fridays, så er Loaded Lux sammen med Postaboy og Jin i mine øjne blandt de folk som har gjort det allerbedst i dette format, hvor 7 sejre i streg giver en plads i Hall Of Fame. Og endda uden at træde ud af sine egne sko og pålægge sig en stil som han normalt ikke ville praktisere.
Derfor er Loaded Lux en legende.
Murda Mook
Murda Mook er modsat Loaded Lux ikke kendt for så meget andet end sine SMACK-battles. Men hold da op, hvor er han dog også kendt for sine battles på de SMACK DVD’er. Murda Mook er uden tvivl en af de største battlerappere i historien, hvad enten man kan lide ham efter hans battle mod Iron Solomon eller ej. For er du sindssyg, hvor er det en ringe battle – men det skal ikke tage nogle af hans tidligere bedrifter fra ham.
Murda Mook har SMACK-battles mod Yung Hot, Loaded Lux, Jae Millz, Serius Jones og Party Arty (jep, Party Arty som hang med Big L), så som du nok kan se, så er det ikke helt små navne han har clashet med. Det er faktisk nogle af de allerstørste. Og det bedste er, at alle disse battles betegnes som ’classics’ – med god grund, vel at mærke. For den Mook man så i Iron Solomon battlen er bestemt ikke den Mook som man kender fra tidligere dage. I Iron-battlen virker han arrogant og doven, som om han ikke rigtig gider og springer over med sine rim, hvor gærdet er lavest. Sådan er hans gamle battles helt sikkert ikke, og han blev dengang hurtigt kendt som en af de allerbedste battlerappere der fandtes på SMACK-scenen. Det bevidner hans præstationer og de modstandere han fik også noget omkring.
Murda Mook regnes, ligesom Loaded Lux, også som en af grundstenene for hele den her URL-scene, og da han ikke havde battlet i mange år havde jeg aldrig troet at jeg skulle se ham battle igen. I 2009 blev han nemlig signet til Ruff Ryders (ligesom Jin). At han så endte med at battle Iron Solomon kunne (i tankerne) ikke være bedre, med den lange historie som lå bag denne battle. Begge har nemlig været ret store navne på SMACK/Fight Klub-scenen og der var forholdsvis stor snak om at de skulle battle hinanden. Det blussede især op da Iron Solomon i sin Fight Klub-battle med Jin sagde ’I’m only battling this bitch cause Mook was scared’, hvorefter man havde håbet at de to ville møde hinanden i en Fight Klub-battle, hvor de begge to havde battlet før. Her, cirka 5 år senere, kom den længe ventede battle så – og den skulle desværre vise sig at være noget af en fuser.
Blot som en lille bonus info om Murda Mook, har han faktisk beefet en del med Cassidy, og snakken gik om en battle mellem de to. En snak, som alle formentlig har opfattet som urealistisk. Pludselig dukkede en musikvideo med de to herrer så op, kaldet ’Expect the unexpected’ . Det er også forklaringen på, hvorfor Cassidy står helt forrest i battlen mellem Mook og Iron.
Mooks battles har altid været omdiskuterede, fordi det i de fleste af dem har været meget svært at finde en vinder. Det er også det, som gør flere af hans battles til rigtige klassikere. Hvis man ikke har hørt andre battles med ham end Iron Solomon battlen, så synes jeg ikke man skal snyde sig selv for at gå på YouTube og kigge på nogle af hans gamle battles, for han var helt sikkert dope, og ligeledes en af grundstenene i URL i dag – med linjer som ’My gun will sneeze at you/atchu but it won’t bless you’ (en linje som Calicoe endda bitede i 2010 mod Heartless i Grind Time) er det i hvert fald tydeligt at høre hvordan URL-rappere i dag er inspireret af folk som ham og Loaded Lux.
Derfor er Murda Mook en legende.
Serius Jones
For at det ikke skal være helt løgn, så har jeg faktisk talt om Serius Jones i et tidligere indlæg. Men jeg vil meget gerne uddybe hans status i det her battle-game. For han er en OG i det her!
Som skrevet tidligere i afsnittet om Mook, så har Serius Jones også battlet i SMACK-regi. Det er dog bestemt ikke det, som Serius Jones nødvendigvis er mest kendt for. Han er mindst lige så kendt, hvis ikke mere kendt, for sine Fight Klub battles. En New York-baseret ’battleliga’ om man vil, som endte med at blive ret stort. Når det kom til Fight Klub var der alvorlige penge på bordet, og man kæmpede om at blive Fight Klub Champion. Og kan du så gætte hvem der blev Fight Klub Champion i 2005? Jep, Serius Jones!
I denne Fight Klub Championship battle formåede han at slå Jin og vinde hele 10.000$. Seriøse penge for en battle. Fight Klub var dog også stort dengang, og arrangementet blev rent faktisk en del af sendefladen på MTV2. Siden da har Fight Klub også haft rappere som Iron Solomon, Arsonal, Hollow Da Don, Reed Dollaz og Nems ved enden af det poolbord, som rapperne battler henover.
Ved Mixshow Power Summit, et Fight Klub-event på Bahamas (hvor der i øvrigt var 50.000$ på højkant), var Serius Jones også med. Her formåede han dog at tabe til Professor Green (jep, ham englænderen som er blevet forholdsvis kendt!). Jin endte dog med at vinde arrangementet og de tilhørende penge og lagde faktisk et 10.000$ væddemål på bordet ved eventet, for en rematch med Serius Jones – et tilbud, som Serius Jones dog ikke tog imod.
Som det nok kan forstås, så har Serius Jones altså været et ganske stort navn på battlescenen. Det er ikke fordi han er den som har været allermest aktiv når det kommer til SMACK-battles, men han er en mand som har formået at gøre et kæmpe indtryk inden han valgte at stoppe med at battle for at udgive sit album ’Life is Serius’. Han har nemlig haft utroligt mange Fight Klub battles, som desværre ikke alle er til at opstøve, desværre for alle os, som gerne vil se dem. Faktisk har han vundet 13 i træk inden han blev champion, noget som ingen andre har formået. Han har ligesom de to tidligere nævnte rappere, Murda Mook og Loaded Lux, haft stor indflydelse på den form for battles som URL praktiserer den dag, med hans stilart, hans store præstationer og engagement i denne form for ’streetbattles’. Jeg glæder mig til at se hvordan han klarer det mod disse nye URL-cats, som helt sikkert på den ene eller anden måde har referencer til den måde, som Serius Jones selv battlede på.
Derfor er Serius Jones en legende.
Rap Slam Battles @ V58: De 3 store
De har været forsinkede, de har været undervejs, de har været mange ting, men nu er de her: optakterne til de største battles ved fredagens Rap Slam Battles arrangement ’Hjem til Århus’. Vi kan lige så godt kaste os direkte ud i det, med den største battle på programmet. Nemlig aftenens contendership-battle mellem Eco og Loke Deph. Blauw!
Eco vs Loke Deph
Eco og Loke Deph kunne meget vel blive den bedste 1on1-battle som Rap Slam Battles endnu har set. Det er et særdeles spændende opgør, mellem to Østerbro-drenge som kender hinanden personligt, og som begge besidder et stort talent når det kommer til både det at rappe, og det at rappe i dette battle-format.
Eco har tidligere battlet i to 2on2s med hans partner, MC Ollie, hvor de har vist sig frem som et yderst stærkt hold af rappere. De imponerede stort i deres første battle, hvor især Eco for alvor foldede sig ud og viste at han ikke er til at lege med. Set på diverse Facebook og YouTube kommentarer er der ingen tvivl om, at folk også er imponerede af det niveau, som han lagde for dagen.
Hans seneste battle foregik på dette års Roskilde Festival, hvor han har været en del af det som – set fra min synsvinkel – er Rap Slam Battles klare højdepunkt, da de tog imod Daniel & Low. Her viste Eco, selvom han havde overladt mere ansvar til Ollie, igen at han er en top-MC i det her format, og tydeliggjorde at han fortjener en klar plads i denne Contendership-battle.
Loke Deph har haft en enkelt battle i Rap Slam-regi, hvor han tog imod Yogi. Loke Deph imponerede publikum og YouTube-seere, med sin underholdende, afslappende, tilbagelænede og samtidig meget overlegne stil, og i min bog har han indtil videre leveret den bedste præstation i en 1on1-battle, og med blot en enkelt battle i ryggen mener jeg ikke det er uretfærdigt, at han hæfter sig ved en plads i denne contendership-battle. Han er en utrolig dygtig rapper, og han ved tydeligvis hvad det handler om i denne form for battles, hvilket hans battle mod Yogi på tydelig vis understreger.
Begge rappere besidder et utroligt højt teknisk niveau, og deres evne til at levere deres linjer er noget som de fleste rappere kan være misundelige på. Men, men, men… Hvem af dem vinder så?
Hvis Eco kan tage det niveau som han har i 2on2-battles med over i denne 1on1 og Loke Deph holder sit niveau fra hans battle mod Yogi, så tror jeg på en af de mest interessante Rap Slam Battles vi nogensinde kommer til at se.
Jeg har dog svært ved at tro, at det bliver den samme Eco som vi har set i 2on2-battles. Manden træder ind i sin første battle ene mand, og de battles han har haft i samarbejde med Ollie kommer til at være noget helt andet, end det han går ind til fredag aften. Der er ikke længere en teamdynamik og en makker og læne sig op ad, og derfor bliver det også en Eco i et helt andet element – og i en battle mod Loke Deph, så tror jeg ikke man får mange chancer, hvis man først træder ved siden af. Så er den battle tabt.
Hvis Eco derimod formår at opretholde sit niveau, så tror jeg at manden er ustoppelig. Jeg er dog på Ecos vegne bange for, at transformationen fra 2on2’s til 1on1’s er for stor, og hvis Loke Deph bare løfter sit niveau en lille smule fra sin sidste battle, så bliver det ham der skal i ringen med Pede Gøbb.
Jeg håber, at begge rappere medbringer deres A-game, for der er ingen tvivl om at dette er en potential klassiker in the making. Jeg tror dog umiddelbart på Loke Deph i denne.
Daniel vs Vigsø
Daniel vs Vigsø… hvad behøver jeg at sige? Hvis Eco og Loke Deph er aftenens (på papiret) mest interessante battle, så tegner denne battle da i hvert fald til at blive den mest underholdende. Da Daniel & Low battlede Linky & KT, kan de fleste vist godt huske hvordan Daniel snakkede om Linkys (daværende?) kæreste, Vigsø, bedst kendt fra Fight Night. Og det var ikke særlig pænt – hvad der blev sagt, vil jeg dog ikke komme særlig meget ind på, det vil jeg slet ikke putte på skrift. Men der er en ting, som er sikkert: Det her bliver helt sikkert ikke en kompliment-battle.
Vigsø er et ubeskrevet blad i forhold til Rap Slam Battles. Hun er bedst kendt fra Fight Night, hvor hun er den første pige i finaleshowet siden Natasja i 2000. Der er ingen tvivl om, at hun har fået størstedelen af sin opmærksomhed fordi hun er en pige, men man kan heller ikke stille tvivlsspørgsmål ved, hvorvidt hun har talent inden for freestyle eller ej. For det har hun. Spørgsmålet er blot, hvordan hun vil klare det i en Rap Slam Battle, der trods alt er noget forskellig fra hvad hun ellers har deltaget i af battlearrangementer.
Det skal dog understreges, at Vigsø tydeligvis godt kan rappe. Hun har vist stor fremgang fra hvad jeg tidligere har hørt, på sit ’nye’ track ’Annas kæreste’, som beviser at hendes evne til at rappe udenfor battlerammerne eksisterer, og at hun tydeligvis godt kan skrive en tekst. Noget, som må siges at være ret vigtigt i en Rap Slam Battle. Hvordan hun vil gå ind til denne battle aner jeg intet om, men jeg er ret sikker på, at hun nok skal komme til at klare sig godt – hun har på forhånd en kæmpe underdog rolle, og jeg tror hun vil gøre alt for at udnytte den.
Daniel derimod, er intet ubeskrevet blad. Han har battlet 3 gange før i Rap Slam Battles, men dette er hans første battle uden makkeren Low. Daniel har en umådelig evne til at rime og flowe, og når han lægger det sammen med Lows evne til selvsamme ting, så er de et dødbringende team. Nu er der dog ingen Low at læne sig op af – men modsat Eco, så er det ikke helt uvant for Daniel at rappe alene. Nej, for i deres battle mod Callas & Elbanovic havde Daniel nemig næsten fået en hel runde til at rappe alene, mens Low konstant fægtede med armene for at komme ind og rappe (hvilket så ekstremt underholdende ud på Rust, fed gimmick). Derfor ved vi også, at han er god til det.
Jeg er sikker på, at Daniel nok skal få sagt en masse ’pæne’ ting om Vigsø, og jeg er sikker på at de jokes han kommer til at bruge mod hende er hilarious. Jeg frygter dog lidt at han, grundet sit store arbejde med Jin & Shawdy og sin store favoritrolle, kan komme til at hvile lidt på laurbærerne. Det håber jeg bestemt ikke sker. For hvis Daniel tager denne battle seriøst, så tror jeg ikke at Vigsø har de store chancer mod ham, da Daniel simpelthen er så dygtig til at rappe og rime på alting, mens det stadig giver mening.
Men hvem vinder?
Daniel. Simple as. Det er ikke fordi jeg tror, at Vigsø er dårlig til Rap Slam Battles, tværtimod. Jeg tror bare, at Daniel er for god. Hvis han tager denne battle seriøst, så er han en uhyggelig modstander, og der skal ekstremt meget til fra Vigsøs side, for at tage Daniel ud.
Jeg ser dog virkelig frem til denne battle. Jeg har på fornemmelsen, at Vigsø har nogle nye og (forhåbentlig) overraskende vinkler til Daniel som modstander, som vi måske ikke har hørt før. Det er dog baseret på rent gætteri. Men med de kommentarer som ligger bag hele den her battle, så tror jeg ikke på at vi kan få andet end en sindssygt underholdende affære, hvor Daniel i sidste ende trækker sig ud som vinder. LETS GO!
Johnni G vs Elbanovic
Den sidste af de tre battles, som denne optakt vil lægge vægt på, er den tredje af de helt store, nemlig kampen mellem de to tidligere Fight Night Vest-Champs, Johnni G og Elbanovic. To helt usandsynligt dygtige battlerappere, som krydser klingre i den by, hvor de efter flere års slid begge har formået at blive Fight Night mestre. Super fedt matchup.
Johnni G har kun haft en enkelt battle i Rap Slam-regi. Den var mod den tidligere Talent-vinder Kalle Pimp, og selvom jeg havde glædet mig ekstremt meget til at høre Johnni G i aktion, så sad jeg efter battlen med en lidt ambivalent følelse. Følelsen af, at Johnni G tydeligvis ved hvordan man skal agere i sådan en her form for battle, men samtidig en følelse af at Johnni var et pænt stykke fra sit rigtige topniveau. For rent rimmæssigt er der ingen tvivl om, at Johnni G havde fat i den lange ende. Denne form for hårdtslående multirim blandet med utroligt sjove jokes, men det var som om at leveringen haltede og et par mindre chokes hjalp bestemt heller ikke i den sammenhæng.
Derfor tror jeg også, at Johnni G fredag aften vender tilbage sulten. Jeg husker at have set en linke til battlen på Johnnis facebook, hvortil der svares noget med ”Fedt at linke til min dårligste battle”. For det her var ikke den optimale Johnni G. Den optimale Johnni G er ham som redeemer sig selv, og inden for kort tid får en chance for en contendership battle. Jeg ved, på grund af et engelsk rap-forum på Jumpoff.tv, at Johnni G ligesom jeg selv har fulgt den her form for battles længe og ved hvordan en god battlerapper gør (no stalking, men navnet Johnni G sidder fast når man kun er to danskere på et board!), og derfor tror jeg også at Johnni har været ekstra skuffet og på fredag er endnu mere klar til kamp. Og jeg er sikker på at han er skarp as fåck!
Det samme er hans modstander, Elbanovic, der ligesom hans modstander kun har en enkelt Rap Slam Battle bag sig. Og det må siges, at han fik noget af en ilddåb, da han blev kastet i en battle med Daniel & Low. Her viste Elbanovic lovende takter, og jeg synes at han rent faktisk gør det rigtig godt, selvom hele holdets præstation godt kan stå lidt i skyggen af Daniel & Lows performance. Elbanovic er teknisk dygtig, formår at få sine linjer til at give mening plus han laver rebuttals, hvilket kan vise sig at blive en kæmpe fordel.
Hvad jeg kunne ønske af Elbanovic, var noget mere flydende levering, da det godt kan komme til at lyde en smule monotont. Noget mere indlevelse, noget mere vildskab – hvilket selvfølgelig kan være svært, når han på Rust var udstyret med en håndholdt mikrofon. Men noget aggresivitet ville pynte, for jeg er helt sikker på at man i hvert fald ikke kommer sovende til en sejr mod Johnni G. Det bliver spændende at opleve Elbanovic på egen hånd i en battle, da manden tydeligvis har potentiale inden for det her format, og jeg er meget spændt på at se manden i ringen og udfolde det her potentiale endnu mere – og hvad er et bedre sted at bevise det, end en kamp mod Johnni G?
Let’s go, jyde-champs!
Men hvem vinder?
Jeg tror at Johnni G vinder. Hvis han rammer dagen, så tror jeg at manden er blandt de klart bedste Rap Slammere herhjemme, og selvom Elbanovic også er dygtig, så tror jeg at en sulten Johnni G, som har fået styr på sin levering, kan blive for stor en mundfuld.
Jeg glæder mig som en sindssyg til denne battle, og har store forventninger til den – don’t let me down, guys!
Hav en god fredag aften på V58! Holla!
5 rappere som burde battle igen
Bare battles er tilbage efter en kortere sommerpause, med blandt andet en omgang Rap Slam Battles @ Roskilde Festival på programmet. Jeg har længe tænkt på hvilke battlerappere jeg godt kunne tænke mig at se på battlescenen igen, og lad mig da endelig dele mine tanker med jer!
Bo-Rat/Borat
Borat er en rapper fra den amerikanske vestkyst. Han er kort sagt noget af en legende på freestyle-scenen, der har clashet med de største navne, uden dog nogensinde at have vundet nogle større arrangementer. Han er den samme type freestyler som eksempelvis The Saurus, nemlig den meget underholdende joke-fortællende multirimende sindssyge rapper, der kan rive en modstander fra hinanden.
Han har tidligere deltaget i arrangementer som Scribble Jam uden at vinde og Tourettes without regrets, og han har altid formået at imponere mig. Han har tidligere også battlet iCON the Mic King hvor han siger ”I will fuck your wife with a butterknife / While looking you in the face telling you you suck at life”, hvilket er en linje som altid har siddet fast i hjernen på mig. Hvis den mand rammer sit topniveau, så er der ikke mange mennesker som er bedre freestyle battlerappere end han er.
Hans battle med Franco fra et event kaldet 16 bars i Californien er dog en af de bedste battles jeg nogensinde har set med ham, og der er så mange quotables at jeg nærmest ikke vil ødelægge noget for jer – jeg synes blot at I skal høre den og nyde den her.
Men hvorfor battler han ikke i dag? Jeg frygter lidt, at det er på grund af nogle af de street battles han lavede i London tilbage i 2007 mod henholdsvis Kulez og Saint. Dengang var det acapella freestyle battles, og der var ikke noget (officielt) med at skrive sine linjer hjemmefra. Og han faldt igennem. Stort. Som battler tror jeg det har været et kæmpe slag for ham, og det er virkelig ærgerligt, for han er en fantastisk battler der kunne være et frisk pust på battlescenen i dag.
Possessed
Possessed er mest kendt for sine WRC-dage, hvor han sammen med Reain/Whashisface i 2006 lagde resten af den freestylende engelske battlescene i graven i WRC-kvalifikationen. Han var den klart bedste på holdet, og trak konstant sit hold op fra en Whashisface som var noget svingende i sit niveau. Det gjorde også, at de vandt kvalifikationen foran blandt andet deres crew-medlemmer fra Freestyle Masons, Respek BA og Stig.
Det gav dem en tur til Las Vegas, hvor de tabte finalerne med 1-2 til Illmaculate & The Saurus, som blev 15.000$ rigere på den bekostning. Possessed og Whashisface valgte dog ikke at stille op i WRC-kvalifikationen det efterfølgende år, og man må sige at en mand som Possessed har været savnet lige siden hans sidste battle.
Han er nemlig vanvittigt dygtig, hans freestyles og rebuttals er knivskarpe, han er aggressiv og han kan rime like a må’fucker. ”Fuck it I never stop / You’re trying to hit me with a verse with no puns/Puns like Terror Squad”, er blot et enkelt eksempel på hvad man dengang kunne forvente af den mand – nemlig intelligente men underholde punchlines med et højt teknisk niveau, som kom flyvende fra manden.
”Yo this may be shocking / But I’ma put Lady Sovereigns deformed brother in a baby’s coffin!”
I dag battler han ikke, han laver musik med sit crew Rhyme Asylum som i øvrigt er utroligt dope og så er han blandt de tosser som råber ”RHYME ASYLUUUUUM” i 9/10 Don’t Flop videoer. Hvis man kunne få ham tilbage til battlescenen ville det være fantastisk – jeg tvivler dog meget på det sker igen nogensinde.
Jin
Hvis du ikke kender Jin, så har du noget at samle op på. Han har nemlig et væld af dope battles i bagagen, og det ville være en skam ikke at kende til dem (men hey, det er også sådan noget jeg er her for!).
Jin har vundet utallige battles gennem tiden – og han har endda også vundet store mængder af penge på det. I 2005 var han Fight Klub Champion, hvilket dengang var ret stort. Fight Klub har en stor betydning for hele denne form for ’skrevne battles’, og er helt klart også en af grundstenene i URL. Fight Klub-bæltet havde han dog ikke længere, da han tabte en battle til udfordreren Serius Jones (som skal battle igen til Summer Madness 2 hos URL), i en battle med 10.000$ på højkant. For real. To uger efter vandt han dog de penge igen. I en ’lille’ Fight Klub Championship-turnering vandt han nemlig 50.000$ ved Mixshow Power Summit afholdt i Bahamas. Her slog han Professor Green (ham englænderen med de grimme tænder… eller, der er selvfølgelig ret mange af dem) i finalen, og tjente røv mange penge på det.
Jin er også medlem af Freestyle Friday Hall of Fame, da han vandt de famøse battles 7 uger i træk. Det gjorde ham utroligt populær, og på baggrund af dette blev han optaget i Ruff Ryders, hvor det ikke blev nogen stor succes.
Hans seneste battle var mod Iron Solomon i 2007, hvor han blev SLAGTET. Siden da har hans navn været nævnt en del gange på denne moderne battlescene, primært i forbindelse med Illmaculate og Dizaster. Illmaculate kaldte Jin ud i WRC-kvalifikationen i 2007, og efterfølgende har Dizaster kaldt ham ud utallige gange. Jin gik med til denne battle mod Dizaster, på en betingelse: han fik en battle mod Illmaculate. Battlen skulle finde sted ved et af Grind Time Westcoasts BOLA-events, men Jin bakkede ud af begge battles last minute, til stor ærgrelse for alle os battle-seere.
At få ham tilbage kunne dog være sindssygt interessant, eventuelt i en battle mod Dizaster. Det ville bringe lidt af det her hadske element tilbage i battles, som har været savnet på det seneste. Jeg tvivler dog meget på det sker, medmindre SMACK kaster en masse penge efter ham.
Soul Khan
Hvis du har fulgt battlescenen de sidste par år, så kan du ikke have undgået at støde ind i Soul Khan. Den jødiske rapper, som har battlet hos både Grind Time, King Of The Dot, Don’t Flop og URL – og sikkert en hel del andet.
Manden havde sin debut hos Grind Time i deres NY-division, da han ved et af de første NY-events battlede den asiatiske rapper Yellow Rat Bassterd – som blev revet i stumper og stykker, af en noget overraskende dope og veloplagt Soul Khan, som man før denne battle ikke havde hørt meget omkring. Han var i hvert fald helt ukendt for mig. Manden fik overbevist mig om at han var dope, da jeg hørte linjen ”I get my swerve on – you just Tokyo drift” i battlen.
Siden den battle har han haft utallige modstandere, store som små. Blandt de allerstørste kan nævnes Cortez, QP, Madness, Deacon Frost, Rone & ZM og senest J Fox i en URL battle. Noget af det der gør Soul Khan så speciel er det at han kan skifte mellem alle disse ligaer, og stadig formå at ”adapte” til hver en enkelt, hvad enten det er KOTD, Grind Time eller URL. Især i URL har han formået at være lidt en ’golden white boy’.
I dag battler Soul Khan ej heller, da han i stedet vil fokusere på sin musik. Han har udtalt, at battlerappere som laver musik ofte bliver sat i en speciel bås, og han vil ikke falde ind under denne. Ærgerligt for alle os der elsker at se hans battles, men snyd endelig ikke dig selv for at høre hans musik – for det er faktisk sindssygt fedt.
Og så den danske…
Fantomet
Fantomet er en af mine absolut yndlings battlerappere fra Danmark nogensinde. Jeg har altid syntes han har været vanvittigt dope, med nogle sjove linjer udført med utrolig stor sikkerhed og høj teknisk snilde. Og det er endda kun i freestyles.
Men det er helt tydeligt, at han ikke kun er dygtig til freestyles. Jeg har altid godt kunne lide hans musik (noget af det mere end andet) og der kan ikke være nogen tvivl om at manden kan skrive nogle fede linjer. Jeg har også hans acapella-input fra tiden kort før ’De 8 Bedste’ liggende, da man dengang skulle stemme om hvem deltagerne skulle være til arrangementet. Der er et ret godt bevis på, at manden også kan rappe uden et beat.
Kunne det lade sig gøre at få Fantomet til at deltage i Rap Slam Battles tror jeg ikke bare det ville være et scoop for arrangørerne, at få sådan et forholdsvist kendt navn med. Jeg tror også, at det ville være et frisk pust til hele den danske battlescene, og få en mulighed for at få endnu flere af de større og velkendte danske navne med.
Luxshan & co, make it happen!
Seriøst, det er allerede på mandag at Rap Slam Battles lægger vejen forbi dette års Roskilde Festival med deres event ‘Going Orange‘. I løbet af den sidste halvanden måned har jeg her på bloggen varmet op til arrangementets første fire battles, men nu venter det absolutte main-event: Shazaam & Henry Bowers vs J-Spliff & Spirited Sage.
Der er ikke meget tvivl om, at det her er den helt store battle for Rap Slam Battles. På mange måder. Ikke blot på grund af navnene, for hell yeah, de er prominente. Men fordi Rap Slam Battles får deres helt store chance for ikke blot at blive endnu mere anerkendt herhjemme, men også for at blive anerkendt internationalt. Kan denne battle blive en succes, og rapperne holder højt niveau, kan det være startskuddet til at sende danske rappere ud på de rejser, som vores svenske naboer allerede har været på. Derfor er det også vigtigt at I kommer til eventen og giver den op alt hvad I kan – det gør det ikke blot federe for rapperne, men det ser også meget federe ud på den film som hele verdenen forhåbentlig kommer til at se. For der er massere international interesse i de svenske deltagere – og derfor skal denne battle nok blive delt ud i hele verden.
Når det så er sagt, lad os så få introduceret de forskellige rappere, og lad os starte med de danske af slagsen.
J-Spliff er et velkendt navn på den danske rap scene, og en mand hvis musik jeg altid har beundret og lyttet til. Han er kendt for sin musik, og overhovedet ikke for battles. Men der kan ikke siges nok om, hvor stort et navn det er Rap Slam Battles har lokket til at battle på årets Roskilde Festival. J-Spliff var en del af det succesfulde Majors, og har udover det udgivet flere albums, Homesick og Three Sixty. I januar udgav han også gratisalbummet Homesick 2, som du kan finde her. Udover det har han været med på adskillige danske musikeres plader, og har blandt andet lavet musik med Sean Price – god musik, vel at mærke. Han har en fed levering og et højt teknisk niveau, som jeg tror kommer til at fungere godt ved Rap Slam Battles. Som musiker der skal til at battle, er det dog svært at forudsige hvordan det kommer til at gå – nogen kan levere en imponerende performance, som for eksempel Wrekonize (som dog også er tidligere battlerapper, men utrolig dygtig musiker) mens andre kan gå fuldstændig i stå og hive en notesblok frem. Jeg tror dog på det første.
J-Spliff stiller op sammen med Spirited Sage, som vi tidligere i år så battle mod Peacefull James på Rust – og det var noget af en debut, med et langt højere niveau end hvad jeg personligt havde turdet håbe på, når vi danskere pludselig skulle til at rappe på engelsk. Spirited Sage rev ærligt talt Peacefull James fra hinanden med nogle fede rim, men gik også ind til battlen med nogle interessante vinkler og viste mange forskellige sider af sig selv. Jeg har følelsen af, at selv hvis Peacefull James havde ramt sit topniveau, så var han stadig blevet kørt over af en utrolig veloplagt Spirited Sage, der virkede som om han tydeligt havde studeret hvordan man skulle gå ind til sådan en battle, og havde gjort sit hjemmearbejde ordentligt. Spirited Sage er klart den, som har mest at vinde i denne battle. Viser han et højt niveau har han chancen for at få et gennembrud på den internationale scene – måske ikke direkte til KOTD, men en mulighed for at krydse klinger (no homo) med endnu flere af de dygtige engelsksprogede rappere fra Skandinavien, som hiver en masse views hjem. Men J-Spliff & Spirited Sage får dog modstand i form af nogle store navne.
Udover at have Skandinaviens flotteste skæg, så har Henry Bowers nok også Skandinaviens flotteste battle-CV. Han har blandt andet imponerende battles med Dizaster, Dirtbag Dan og Passwurdz bag sig, og har tidligere deltaget i events hos både King Of The Dot, Don’t Flop, Basementality og O-Zone, med både svenske og engelske battles. Han har med sine præstationer vist, at der ingen tvivl er om hvorvidt han er en såkaldt top-tier battler eller ej. For det er han. Han er utroligt underholdende, har en god kontakt med publikum samt nogle superfede rim. Han har, på trods af de vanvittige modstandere han har haft, aldrig været udsat for at blive kørt fuldstændig over af en anden rapper. Han har enten vundet eller givet kamp til stregen (måske undtaget af hans battle mod Enlish) og vist, at Sverige i den grad også kan battle. Jeg kan ikke forestille mig, at Henry Bowers ikke kommer til at blive inviteret til World Domination 3-eventen i Canada her til sommer, især ikke efter han sidste år slog Chedda Cheese, i en af events absolut bedste battles.
Shazaam har ligeledes et imponerende CV. Han har battlet verden over, fra Canada til Sverige til Australien. Han fik sit internationale gennembrud, da han sammen med Nils M Skills battlede Dizaster & Okwerdz ved et Basementality event, for et års tid siden. Han har i denne battle, udover at vise sit eget talent frem, også sat Sverige på det internationale battlekort. Han har udover at have battlet Okwerdz & Dizaster også battlet mod Eurgh & Cruger, Tricky P, Manaz (den blinde fyr fra Australien) og Unanymous. Han har bevist, sammen med Nils M Skills, at han ikke blot er til at løbe om hjørner med. Selvom han ikke nødvendigvis har hårdtslående punchlines i hver eneste linje, så er han utrolig dygtig og kreativ når det kommer til hans tekster i disse battles. Han er kendt som en utrolig dygtig battlerapper i Sverige, og er også et helt store navn på den hjemlige scene hvor han (selvom jeg ikke forstår meget svensk) for alvor har gjort sig til en af Sverige absolut bedste battlerappere.
Men hvem vinder?
Jeg tror, at Shazaam & Henry Bowers vinder denne battle. De to rappere har tilsammen cirka 250 gange så mange battles på sit CV, som J-Spliff & Spirited Sage har. De har, som battlere, langt større erfaring end Spirited Sage & J-Spliff har, hvilket kan vise sig at blive en udslagsgivende faktor i sidste ende. Selvom det kan se legende let ud, så kræver det utrolig god timing at battle acapella – og især når det kommer til tagteam battles. Det kræver utrolig meget at skulle holde momentum kørende og samle op hvor man slap, når man bliver afbrudt af larmende tilskuere hele tiden, når man har sagt noget fedt. Det bliver en stor udfordring for holdene, og på det punkt så tror jeg simpelthen at svenskerne er det stykke mere erfarne.
Rent tekst- og punchlinemæssigt tror jeg også, at svenskerne kommer til at have det store overtag. Jeg er dog samtidig sikker på, at de ikke kommer let til sejren. Der er J-Spliff & Spirited Sage helt sikkert for dygtige, til at blive direkte kørt over. Jeg er sikker på at vi får en fed battle, og det her bliver helt sikkert en stor en som Rap Slam Battles har fået stablet på benene her. Kom og lav noget larm, det bliver helt sikkert fedt det her!
Vi ses på mandag – holla!
RSB @ Roskilde: Daniel & Low vs Eco & MC Ollie
Om under halvanden uge står vi alle i (forhåbentlig) solskin ved ‘Street City‘ (flot navn) på årets Roskilde Festival. Og for satan, jeg glæder mig til onsdagens battles ved Rap Slam Battles’ event ‘Going Orange‘. Der kommer nemlig den battle, som jeg nok personligt glæder mig allermest til. Daniel & Low vs. Eco & MC Ollie. Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette nok bliver en af eventens mest underholdende battles. En battle mellem de to tagteams, som på allerbedste vis har vist os hvordan man gør river et modstanderhold rundt, og en battle mellem flere MC’s der tidligere har arbejdet sammen på diverse tracks. En battle mellem to tagteams, som har vist sig som værende blandt de teknisk bedste rimere ved Rap Slam Battles, men samtidig er to meget forskellige hold.
Daniel & Low har uden tvivl været to af de absolut mest underholdende navne ved Rap Slam Battles. Jeg kan lige så godt påpege, at det sidste jeg hørte fra Rust da jeg forlod ‘København er vores’-eventen var ‘Fuck, Daniel og ham den anden var syge!‘, og ingen tvivl om det. De var syge. Allerede i deres første battle i Århus mod PatrickLinkY & KT viste de hvad de var lavet af, og tog – med alt respekt – deres modstandere ud i stor stil. Det på trods af, at jeg troede battlen havde været meget tættere. De formåede både i Århus og København at lægge linjer på bordet der var teknisk vel udførte samt en masse jokes, der i den grad fik publikum med.
“Om jeg tror, det bliver nemt? Haha. Det må være din spøg. De to stangslikkere kommer til at udgive mange uduelige derom handlende EP’er for at bearbejde nederlaget. Men, det giver dem sgu nok ikke flere likes på FaceBook. Muthafuckas!” -Low
Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så har de nogle sjove vinkler til battles, og på trods af at de ikke tagger latterligt meget, så fremstår de alligevel stadig som et hold. Daniel kan rime 31273912 ord på hinanden – ligesom Low – og gør det også, mens Low har en – som PTA sagde det – ufattelig sjov fremtoning ala Nils m Skills fra Norge, der gør at han kan få publikum i grin allerede inden punchlinen. Det er vel de færreste der har set deres battles, som glemmer “Alt det kluns er I for små til“-linjen.
“Sig, at jeg hader dem. Inderligt.” -Daniel
Jeg har dog en enkelt udfordring til Daniel & Low. Jeg tror ikke på at I kan rime 250 gange på “Bare battles blogger bedst“!
MC Ollie & Eco er et uden tvivl dødbringende hold. De viste i deres hidtil eneste battle, at de er blandt toppen af poppen af det her game. Især Eco, som nævnt tidligere, imponerede mig sindssygt. Hans “Hvad fuck er det du ligner?“-scheme er det hidtil bedste, der er brugt i Rap Slam-sammenhæng, og er af klar international klasse. Hvilket man også kan se på kommentarerne på YouTube, der høster mange thumbs-ups.
Holdet komplimenterede hinanden utrolig godt, og viste mod Adi & Callas at der skal meget til at nå deres niveau. De taggede – ærligt talt – helt fantastisk, og måden de overlappede hinanden på var med langt større succes end jeg havde turdet forestille mig, for et hold der stiller op til sin første tagteam-battle. For selvom det kan se legende let ud, så ved man også at det kræver en vanvittig god timing at få det til at lyde fedt, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at Eco & Ollie fik det til.
Den eneste dråbe malurt i bægeret jeg har er, at jeg følte at Eco trak holdet en smule qua sin levering. Men MC’s Fight Night-champen MC Ollie er bestemt ikke dårlig til det her – tværtimod. Det blev til tider en smule hakkende i leveringen, hvilket er risikoen når man går fra at flyde på et beat til pludselig at skulle battle helt acapella. En smule mere flydende levering, og jeg tror at holdet vil blive endnu skarpere end de var i deres første battle.
“Vi går så hårdt til dem at Low begynder at klippe sit hår og Daniel opdager at han må droppe popmusikken, læse sine lektier og prøve at bestå en HF – selvom det kan være svært.” -Eco
Og jeg har også en forestilling om, at Ollie kommer til at være endnu skarpere, når det går løs. Han har hidtil høstet meget hæder via sine Fight Night battles, men når man får chancen for at optræde på Roskilde Festival tror jeg også at man stepper sit ‘game up a notch’. Og hvis det sker, så bliver holdet MEGET svært at slå.
Det er svært at forestille sig, hvad der kommer til at ske i den her battle. Men en ting er sikkert: den bliver damn interessant. Eco har tidligere arbejdet sammen med Low, der har lavet meget musik sammen, og senest havde Daniel en feature på Eco’s nye EP, ‘Alter‘, som du i øvrigt bør tjekke op for. Derfor er det også to hold, som kender hinanden utroligt godt, og derfor bliver der helt sikkert også gået lidt personligt til den mellem de forskellige rappere.
Men hvem vinder?
Jeg har meget svært ved at give et bud på det, men hvis Eco kan holde sit niveau fra første battle og Ollie skruer en smule op for leveringen, så tror jeg muligvis at Eco & Ollie har en lille fordel. Jeg tror nemlig det kan blive en fordel, at have større tagteam-samarbejde når det kommer til Roskilde – blandt en masse feststemte mennesker, og mennesker der måske ikke har oplevet disse battles før. Som nævnt i en tidligere blog, så gør selve ‘taggingen’ det muligt at overraske publikum på en anden måde, end man kan i en single battle. Daniel & Low har nemlig haft den tendens med ikke at tagge for meget (hvilket de selv gjorde grin med i København), og det tror jeg muligvis kan blive en akilleshæl for dem på årets Roskilde Festival.
Som I nok ved, så kommer de forskellige battles dog ikke til at blive bedømt på Roskilde Festival. Men det kan jeg love jer for de bliver lige her på bloggen, når Roskilde Festival er slut!
For fanden, hvor jeg glæder mig! På onsdag kommer femte og sidste optakt. Her varmes der op til battlen mellem danskerne Spirited Sage & J-Spliff vs. Henry Bowers & Shazaam fra Sverige.
